Den Transiranske Jernbane var et større jernbaneprojekt begyndt i 1933 og afsluttet i 1939 under ledelse af den danske ingeniør Jørgen Saxild fra firmaet Kampsax. Irans monark Reza Shah, fader til den senere shah Mohammad Reza Pahlavi, havde set, hvordan Kampsax med succes havde konstrueret en 1000 km lang jernbane fra Istanbul og østpå i årene inden og ønskede et basalt netværk i Iran, som forbandt hovedstaden Teheran med Den Persiske Bugt og Det Kaspiske Hav. Kravet var, at jernbanen skulle være færdig, inden der var gået 6 år. Der var næsten ingen veje i området, hvor jernbanen skulle anlægges, hvilket selvfølgelig vanskeliggjorde arbejdet. Ofte fandt man ud af, efter at være begyndt på tunneler, at bjergarten ikke var egnet – og man måtte ændre planerne. Den transiranske jernbane blev bygget udelukkende med lokal kapital og beskæftigede på sit højeste 55.000 mennesker. Den 1394 km lange enkeltsporede jernbane har stigninger på 1:36 og består af 251 store og 4000 mindre broer og 245 tunneler, heraf flere spiraltunneler på i alt 80 km længde.